Avis: Wolves vil præsentere ny angriber på tirsdag
Willy Boly, Diego Jota og Benik Afobe er allerede kommet på plads i Wolverhampton Wanderers, men nyoprykkerne er slet ikke færdige med at handle.
Tværtimod synes klubben kun lige at være begyndt på oprustningen inden næste sæson.
I løbet af de seneste dage er Wolves blevet sat i forbindelse med den mexicanske angriber, Raúl Jiménez. Rygterne har talt om, at Benfica-spilleren vil blive udlejet til Wolves i næste sæson, og så vil englænderne få en købsoption inkluderet i aftalen.
Handlen kan muligvis endda være nært forestående. Den portugisiske avis, A Bola, beretter, at Wolves satser på at kunne præsentere den mexicanske landsholdsspiller allerede på tirsdag.
Dermed vil Wolverhampton have en aftale på plads med den 27-årige angriber, som lørdag aften så hele testkampen mod Danmark på bænken, inden VM-slutrundens begyndelse.
I den forgangne sæson har Raúl Jiménez været reduceret til reserve i Benfica, men han har alligevel lavet et mål pr. 162 minutter for portugiserne. Han har tidligere spillet for América og Atlético Madrid.