Avis: Schmeichel nærmer sig ny millionkontrakt
I løbet af denne sommer er Kasper Schmeichel rygtet væk fra Leicester i kølvandet på klubbens signing af Ron-Robert Zieler. I sidste måned var det Liverpool Echo som hævdede, at Everton overvejede at udløse danskerens frikøbsklausul på £17 millioner.
Nu hævder den engelske avis, Daily Mail, dog, at den danske landsholdsspiller er tæt på at kunne underskrive en ny femårig kontrakt med Leicester. Den nye kontrakt vil indbringe Schmeichel £100.000 om ugen.
Sidste sæsons topscorer i Leicester, Jamie Vardy, underskrev for nylig en ny kontrakt med Leicester, som sikrer ham £100.000 om ugen – og nu ser det ud til, at Schmeichel følger trop.
Claudio Ranieri har allerede mistet N’Golo Kanté, og den italienske manager er desperat efter at holde sammen på sit mandskab kort før Premier League-start.