Avis: Salah overvejer landsholdsstop efter kontroverser
Efter en sublim sæson for Liverpool var Mohamed Salah et stort navn til sommerens VM-slutrunde i Rusland.
Det blev også til to scoringer for Egypten, men det kan muligvis blive hans sidste scoringer i landsholdsregi.
Ifølge Daily Mirror overvejer Mohamed Salah at stoppe på landsholdet, fordi forbundet ikke svarer ham tilbage.
Det egyptiske fodboldforbund skulle efter sigende have brugt et billede af Mohamed Salah til holdets tv-sponsor. Det blev gjort uden tilladelse fra Mohamed Salah, som allerede havde en aftale med Vodafone.
Derudover føler han også, at han blev brugt som et politisk symbol under sommerens VM, og han har sendt en klage til forbundet, men de har ikke vendt tilbage. Det skriver han selv på Twitter.
– Er det normalt, at mine beskeder og mine advokaters beskeder bliver ignoreret? Jeg ved ikke, hvorfor alt dette sker. Har I tid til at svare os?, skriver Salah på Twitter.