Avis: Så vild er De Bruynes City-kontrakt
Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs kalder tilbuddet fra Manchester City til Kevin De Bruyne ''forbløffende''. Selvom han indrømmer, at Wolfsburg ikke kan være med Citys kontraktilbud rent finansielt, så fortalte han i går, at der ikke helt er enighed imellem klubberne.
Indtil den forventede enighed er på plads, så kan Wolfsburg-stjernen De Bruyne glæde sig over den kontrakt, der venter, når han, efter alt at dømme, inden længe skifter til Manchester City.
Ifølge den engelske avis The Telegraph, så bliver De Bruyne blandt de klart bedst betalte i Manchester City med en ugeløn, som ligger på lidt mere end to millioner kroner – det er kun Yaya Touré og Sergio Agüero, der tjener mere end det hos The Citizens.
Prisen på transferen kan desuden blive ny britisk rekord. Rygterne siger, at Manchester City kommer til at betale i underkanten af 600 millioner kroner for den 24-årige kreatør.
Avisen skriver, at hvis klubbernes forhandlinger går i orden, kan De Bruyne allerede tage til lægetjek i Manchester i løbet af fredag og dermed være præsenteret inden weekenden er omme.
Vi følger naturligvis De Bruyne-sagen tæt løbende. Seneste nyt er, at klubberne stadigvæk forhandler og at De Bruyne er med i den Wolfsburg-trup, som møder Schalke 04 fredag aften klokken 20:30.