Avis: Mourinho vil stjæle Pedro for næsen af van Gaal
Pedro er i længere tid blevet rygtet væk fra Barcelona, og det skyldes, at den spanske kantspiller selv ønsker et skifte.
Med Barcelonas offensive trio bestående af Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar bliver det ikke til meget spilletid for Pedros vedkommende, og nu er han på jagt efter fast spilletid.
Inden for den seneste uges tid er det blevet meldt af flere engelske og spanske medier, at han har de personlige vilkår på plads med Manchester United, men de to klubber er endnu ikke helt enige om overgangssummen på spilleren.
Nu melder den engelske avis, Daily Mail, at Chelsea vil afgive et sent bud på Pedro og dermed stjæle ham for næsen af Louis van Gaal & Co. Ifølge Daily Mail har Chelsea allerede afholdt et møde med Barcelona og er villige til at aktivere frikøbsklausulen på €30 millioner. Nu skal de forsøge at overbevise Pedro om at tage til Stamford Bridge fremfor Old Trafford.
Chelsea var angiveligt tæt på at hente Pedro i vinterens transfervindue, men i stedet købte man Juan Cuadrado, som i øjeblikket bliver rygtet væk fra London-klubben.