Avis: Mourinho er meget utilfreds med kampprogrammet efter CL-kampe
Efter deres første hjemmekamp mod FC Basel i gruppespillet havde Manchester United fire hele dage, inden de skulle spille kamp igen.
Det er ikke tilfældet, når Manchester United spiller på udebane i Champions League, og det er Jose Mourinho ikke tilfreds med.
Daily Telegraph skriver, at Jose Mourinho føler, at de andre Premier League-rivaler har en fordel i mesterskabskampen, fordi kampprogrammet er så dårligt struktureret efter udekampene i Champions League.
Som nedenstående viser, så spiller Manchester United kun onsdagskampe, når de spiller på udebane i Champions League, og har dermed blot to hviledage inden deres lørdagskampe i Premier League:
27. september: CSKA Moskva – Manchester United
30. september: Manchester United – Crystal Palace
18. oktober: Benfica – Manchester United
21. oktober: Huddersfield – Manchester United
22. november: FC Basel – Manchester United
25. november: Manchester United – Brighton
Manchester United har tilsammen 196 timer mellem deres udekampe i Champions League og deres næste Premier League-kampe. Til sammenligning har Liverpool 321 timer, Tottenham 290 timer, Chelsea 250 timer og Manchester City 219 timer.