Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: Manchester City regner med at gennemføre rekordhandel i januar

Af Morten Bruun Jørgensen
07.12.2018 Kl. 15:16
Manchester City var ikke meget aktive på transfermarkedet i sommer, men det kan måske ændre sig i januar. Den engelske storklub er i hvert fald tæt på at sikre sig en ny målmand.

Hidtil er Tim Howard den dyreste målmand, der nogensinde er blevet solgt fra MLS, men snart vil amerikaneren formentlig blive overgået af en landsmand.

Det er det sikre førstevalg på det amerikanske landshold, Zack Steffen, som ser ud til at blive den dyreste målmand, der nogensinde er blevet solgt fra MLS. Den 23-årige målmand er i øjeblikket på kontrakt hos Columbus Crew, men inden længe kan der være en ny og langt større klub, som har papir på målmanden.

Ifølge den engelske avis, the Telegraph, regner Manchester City således med at kunne købe landsholdsmålmanden, når transfervinduet åbner i januar. Transferbeløbet lyder angiveligt på 59 millioner kroner, hvilket også vil gøre ham til den næstdyreste spiller, der har forladt MLS – kun overgået af det canadiske stjerneskud, Alphonso Davies.

Manchester City er en smule udfordret på målmandsposten i denne sæson, da Claudio Bravo er ude resten af sæsonen med en knæskade, og det har efterladt den unge og uprøvede Aro Mujic som reserve for Ederson, og det har ikke været helt tilfredsstillende for Pep Guardiola.

Den spanske manager har ønsket at tilføre mere konkurrence på målmandspositionen, og det kan Zack Steffen potentielt give. Det er nemlig ikke sikkert, at han kan blive en del af førsteholdet med det samme, da det er usikkert, om han kan få arbejdstilladelse i England.

Hvis det ikke lykkes, vil Manchester City i første omgang udleje ham til en anden klub. Under alle omstændigheder regner den engelske storklub dog med at foretage en rekordhandel i januar.

Annonce