Avis: Manchester City kan kende sin skæbne i næste måned
Høringen i sagen mod Manchester City og de 115 sigtelser er nu slut.
Ifølge den engelske avis The Times kan The Cityzens allerede kende til sin skæbne inden slutningen af januar.
LÆS OGSÅ: BREAKING: Skandaledommer smidt på porten
En endegyldig afgørelse kan dog lade vente på sig, hvis en af parterne appellerer dommen – og det må man formode sker.
Derfor vil den afgørelse, der kommer til at ligge fast, nok ikke være på bordet før næste sæson, vurderer juridiske eksperter ifølge førnævnte avis.
Et uafhængigt panel bestående af tre mand skal nu levere deres afgørelse i sagen.
Høringen begyndte i midten af september efter en længerevarende undersøgelse mod Manchester City, der har vundet Premier League fire år i træk.
Premier League har beskyldt Manchester City for økonomiske regelbrud og for ikke at samarbejde i den efterfølgende undersøgelse.
De 115 sigtelser relaterer sig til en niårig periode fra 2009 til 2018, men selv nægter de forsvarende engelske mestre ethvert kendskab til disse.
Hvis klubben bliver fundet skyldig, kan det resultere i en stor økonomisk straf, pointstraf eller sågar nedrykning. Det sidste blev dog udelukket i sidste uge.
LÆS OGSÅ: Ny melding: Nu er vi ét skridt tættere på afgørelse i City-sag
I denne sæson har Manchester City allerede tabt fire kampe i ligaen og har otte point op til rækkens aktuelle tophold, Liverpool.


















