Avis: Liverpool og United i kamp om Bellingham
Det går godt for Bellingham-brødrene i øjeblikket.
Storebror Jude skiftede i sommer Borussia Dortmund ud med en tilværelse hos Real Madrid.
Her er han kommet mere end godt fra land med sine 16 mål i 19 kampe.
Den bare 20-årige spiller anses som en af de bedste spillere lige nu, og derfor håber den spanske kongeklub selvsagt, at lillebror Bellingham følger i fodsporene på sin ældre, men lavere, bror.
Jobe Bellingham slår i øjeblikket sine folder hos Championship-klubben Sunderland. Ligesom sin to år ældre storebror, har Jobe også vist sig fornemt frem i denne sæson.
Derfor er der stor interesse for Jobe Bellingham. Den catalanske sportsavis Sport melder, at Real Madrid ønsker at hente ham til klubben.
Carlo Ancelottis mandskab må dog finde sig i interesse fra andre klubber. Ifølge italienske Tuttosport er Juventus, Liverpool og Manchester United også ude efter den 18-årige englænder.
Tidligere har der været meldt om interesse fra Borussia Dortmund og Tottenham.
Bellingham skiftede i sommer fra Birmingham til Sunderland.
Indtil videre har Jobe scoret fire mål og leveret oplæg i 20 Championship-kampe i denne sæson.
Begge brødre er et produkt af Birminghams ungdomsakademi.
I 2020, da Jude Bellingham skrev under på en aftale med Dortmund, valgte Birmingham at reservere hans trøjenummer, 22, til evig tid.
Judes Madrid-mandskab møder søndag Villarreal, mens Jobe og Sunderland senere i dag skal i aktion mod Bristol City.