Avis: Liverpool nærmer sig en aftale med OL-guldvinder
Gentagne gange i løbet af det seneste år er Liverpool blevet sat i forbindelse med Gremio-stjernen, Luan, og nu skulle handlen nærme sig. The Mirror hævder, at Liverpool er tæt på at kunne sikre sig brasilianeren.
For en måned siden takkede den 24-årige angriber nej til en ny kontrakt med den brasilianske klub for at kunne forhandle med europæiske klubber, og ifølge the Mirrors’ kilder er det Liverpool, der har vundet kampen.
Luans repræsentanter, heriblandt hans rådgiver, Jair Peixoto, og agent, Gianni Losito, fløj i april til London, og her var de angiveligt i kontakt med Liverpool.
Nu nærmer Liverpool sig kvalifikation til næste sæsons udgave af Champions League, og derfor håber klubben på at kunne forstærke sig med OL-guldvinderen.
Luan kan både spiller som angriber og som 10’er, og han har scoret 15 mål i 2017. I Brasilien er han blevet kaldt "den nye Ronaldinho".