Avis: Everton vil have fat i Hoffenheim-anfører
Hele 39 gange har Everton pillet bolden ud af nettet i Premier League i denne sæson, og det skal der nu gøres noget ved.
Lige nu råder the Toffees over spillere som Phil Jagielka og Ashley Williams, der begge er godt oppe i årene, og en ny midtstopper står angiveligt højt på Big Sams ønskeliste.
Ifølge Daily Mail har Merseyside-klubben rettet kikkerten mod Bundesligaen og Hoffenheim, hvor de har udset sig Kevin Vogt.
Det bliver næppe nemt at lokke den 26-årige tysker væk fra Hoffenheim, da han er holdets anfører, men det har efter sigende ikke skræmt Everton væk.
Det er dog tvivlsomt, om Everton kan lokke ham væk fra den tyske klub i dette transfervindue, men englænderne er angiveligt klar til at vente til sommer, hvis Hoffenheim nægter at sælge nu.
Tidligere på måneden har the Toffees forstærket sig med Cenk Tosun og Theo Walcott.