Avis: Erik ten Hag satte foden ned og blokerede transfer
Manchester Uniteds Erik ten Hag er en manager, der plejer at få, hvad han vil have.
Sådan gik det da også i sommer, da David de Gea blev bedt om at forlade klubben efter 12 sæsoner og 545 kampe.
Den hollandske United-manager ønskede sig en ny førsteholdsmålmand, og det fik han i form af André Onana.
Det var en målmand, Ten Hag tidligere havde arbejdet sammen med i Ajax.
Men Ten Hags ønske om at bringe Onana til United var ikke en idé, som ledelsen var allermest lun på. I stedet ønskede ledelsen på Old Trafford at hente VM-vinderen Emiliano Martinez fra Aston Villa, skriver The Independent.
Ten Hag satte dog foden ned og fik sin vilje, og Onana har indtil videre spillet samtlige kampe for De Røde Djævle i indeværende sæson. Af og til har den camerounske skudstopper været udskældt, men på det seneste er han kommet efter det.
Onana, der skiftede til United for 404 millioner kroner, har lukket 16 mål ind i Premier League.
Hvad der ville have været bedst for United er naturligvis svært at vide.
Martinez har været fast valg på målmandsskansen for Aston Villa i de seneste tre sæsoner. Her er det blevet til i alt 39 rene bure i Premier League.