Avis: De vil hente Jude Bellinghams bror
Klubber rundt om i hele Europa forsøger at hente den næste Jude Bellingham.
Og måske er potentialet ikke lige så stort, men ikke desto mindre har Serie A-klubben Lazio nu udset sig Judes lillebror, 18-årige Jobe Bellingham, der er på kontrakt hos Championship-klubben Sunderland.
Det skriver Daily Mirror.
Le Aquile har desuden også kig på Jack Clarke, der tidligere har spillet i Leeds. Klubben fra den italienske hovedstad fik angiveligt afvist to bud på offensivspilleren i det forgangne transfervindue i januar.
LÆS OGSÅ:
Ikke i tvivl: Tvangsnedrykning er et tema for Manchester City
Medie: Xabi Alonso har truffet skæbnesvanger beslutning
Messi iblandt: Her er favoritterne til at vinde Ballon d’Or
Desuden har Morgan Whittaker fra Plymouth og Jonathan Rowe fra Norwich også været genstand for stor interesse fra støvlelandet, hvorfra klubber løbende har sendt scouts for at overvære de nævnte spillere i aktion.
Noget tyder altså på, at Italien er ved at få et godt øje til de spillere, der lige akkurat endnu ikke er brudt igennem i Premier League.
– Championship har en god historik i forhold til at udvikle talenter, og det er en liga med et højt tempo og med mange kampe.
– Der er en følelse af, at ligaen er undervurderet i England, og at den har produceret mange spillere, som nu spiller i Premier League, men talenterne er ikke dyre.
– Det er ikke kun Jude, men engelske spillere har også været succesfulde i Serie A. Spillere som Chris Smalling, Ruben Loftus Cheek, Fikayo Tomori og Tammy Abraham.
– De kom ikke direkte fra Championship, men disse spillere fik aldrig den påskønnelse, de havde fortjent i England, siger en italiensk kilde til Daily Mirror.
Avisen skriver også, at sidste sæsons Champions League-finalister og aktuelle førerhold i Serie A, Inter, holdt nøje øje med Alex Scott, inden han dog foretog skiftet fra Bristol City til Bournemouth.