Avis: City går fortsat efter ny keeper
Joe Hart var over en længere periode i den forgangne sæson udskældt for sit lave bundniveau og var i en række kampe blevet henvist til bænken til fordel for reserven Pantilimon, der dog ventes at forlade klubben denne sommer. Derfor vil de nykårede mestre hente en ny mand ind, som kan udfordre klubbens førstemålmand.
I den anledning har manager Manuel Pellegrini tidligere set det oplagt at blive genforenet med Willy Caballero, som han arbejdede sammen med i Malaga, og interessen for den 32-årige målvogter er tilsyneladende intakt.
Således skriver Daily Star i søndagens avisudgave, at Manchester City fortsat er ude efter argentinske Willy Caballero og vil gå langt for at løsrive ham fra hans kontrakt med Malaga denne sommer.
Willy Caballero går for at være en af de dygtigste målmænd i den spanske liga og fik sit gennembrud for et par sæsoner siden i Malagas fantomsæson i Champions League.