Avis: Chelsea kører Simeone i stilling
Chelsea FC har fået den værste start på sæsonen i Roman Abramovich' 12-årige periode i London-klubben. Det har naturligvis gjort klubbens fans nervøse og selvom ledelsen melder fuld opbakning til manager José Mourinho, så kan de dårlige resultater ikke fortsætte for de engelske mestre.
Chelsea er allerede 10 point bag Manchester City i tabellen og ifølge meldninger, så skal Mourinho vende skuden inden længe, hvis han skal undgå en fyring i Chelsea.
Atletico Madrids karismatiske succestræner Diego Simeone skulle, ifølge den spanske avis Sport, være favorit til at overtage på Stamford Bridge. Abramovich skulle være en beundrer af den energiske argentiner, der har ført Atletico Madrid til fantastiske resultater de senere år. Simeone besidder den samme vinder-DNA som José Mourinho og har desuden en glimrende fortid med Chelsea-angriberen Diego Costa.
Simeone har forlænget med Atletico Madrid frem til sommeren 2020 og det vil derfor koste Chelsea en del penge at købe ham fri fra den spanske hovedstadsklub. Det økonomiske aspekt har dog ikke været en hindring for Abramovich tidligere.
Chelsea og José Mourinho er placeret på en 16. plads i Premier League efter otte kampe. I La Liga er Simeones Atletico tre point bag førerholdet Villarreal.