Avis: Arsenal har set sig varme på Swansea-stopper
En langtidsskade til Per Mertesacker har betydet, at Arsene Wenger er gået på markedet efter midterforsvarere, selvom The Gunners har hentet den unge englænder, Rob Holding, til klubben denne sommer.
Arsenal har, ifølge The Sun on Sunday, set sig varme på Federico Fernandez, der spiller for Swansea. Her kom argentineren til i 2014 for £8 millioner, og den walisiske klub vil angiveligt have mindst £10 millioner for Fernandez, hvis de skal sælge ham denne sommer.
Swansea har i forvejen skilt sig af med Kyle Bartley, der er udlejet til Leeds i et år. Dog er midterforsvaret også forstærket med hollandske Mike van der Hoorn, som er hentet i Ajax.
Arsenal råder i øjeblikket over Laurent Koscielny, Gabriel Paulista, Calum Chambers og Rob Holding, der kan spille i midterforsvaret, men Arsene Wenger vil have en stærk makker til Koscielny.