Av, av, av: Liverpool-stjerne kan blive straffet af FA
Liverpools viceanfører, Trent Alexander-Arnold, kan muligvis blive straffet af det engelske fodboldforbund, FA.
Det skriver Mirror med afsæt i fodboldloven.
Årsagen er, at han har indrømmet, at han med vilje fejrede sit mål til 1-1 foran Manchester Citys tilhængere.
Kampen mellem Manchester City og Liverpool, der blev spillet lørdag, endte 1-1, efter at Erling Haaland havde bragt værterne foran i første halvleg.
– Det er altid godt at juble foran hjemmefansene. At se alle deres ansigter er virkelig sjovt, lød det fra Alexander-Arnold efter kampen.
Kapitel 12 i fodboldlovgivningen foreskriver, at en spiller skal straffes, hvis han opfører sig på en provokerende måde.
Alexander-Arnold modtog ikke nogen advarsel for sin jubelscene, men straffen kan komme efterfølgende.
Det er dog mest sandsynligt, at han nøjes med en advarsel og med en påtale om at undgå lignende tilfælde i fremtiden.
I et interview har Mohamed Salah desuden afsløret, at han gerne vil spille sammen med Manchester City-stjerne. Læs mere her.