Aston Villa nærmer sig nedrykning efter nederlag på Liberty Stadium
Med Norwich' sejr over West Bromwich tidligere på dagen havde Aston Villa tre yderligere point, som de skal hente for at redde sig i Premier League.
De mødte Swansea her til aften på Liberty Stadium, og Remi Garde stillede op uden danske Jores Okore.
Spillet bølgede frem og tilbage i første halvleg, hvor begge mandskaber kom frem til et par løse chancer. Aston Villa-angriber, Rudy Gestede, voldte problemer i Swansea-defensiven, men han manglede den sidste skarphed ved sine afslutninger.
Kort inde i anden halvleg fik Swansea en frispark, som Gylfi Sigurdsson tog sig af, og den islandske midtbanespiller sendte bolden ind i hovedet på Federico Fernandez, der kom foran Brad Guzan og headede værterne på 1-0.
Man skulle derfor tro, at Aston Villa ville presse på, som kampen skred frem, men gæsterne kunne slet ikke få spillet til at fungere og fik dermed ikke skabt mange chancer.
Swansea hev derfor en 1-0-sejr i hus, og det ser dermed rigtig sort ud for Aston Villa, der med syv kampe igen har tolv point op på den gode side af nedrykningsstregen. Bedre ser det ud for Swansea, der med sejren har otte point ned til nedrykningsstregen.