Aston Villa besejrer Arsenal og rykker op over stregen
Med en 1-0-sejr mod Arsenal rykkede Aston Villa et stort skridt nærmere en ny sæson i Premier League.
De tre point betyder, at Birmingham-klubben er kommet over nedrykningsstregen i den bedste engelske række inden sidste spillerunde på søndag.
På Villa Park bragte hjemmeholdet sig i front efter 27 minutter, da et hjørnespark havnede for fødderne af Trezeguet ved bagerste stolpe, hvor egypteren resolut bankede bolden ind i mål uden chance for Emiliano Martinez.
Trods stor boldbesiddelse havde Arsenal svært ved at skabe chancer, og i stedet var det til tider Aston Villa, der var ved at spille sig frem til chancer for at gøre det til 2-0.
Et kvarter før tid fik indskiftede Keinan Davis en stor chance for at score sit første Premier League-mål, men Aston Villa-angriberens forsøg gik akkurat forbi mål.
Få øjeblikke senere brændte det så på i den anden ende, da Eddie Nketiah headede et hjørnespark på indersiden af stolpen.
Til sidst pressede Arsenal på for en scoring, men Aston Villa fik afværget og sikret tre vitale point.
Aston Villa er nu placeret på 17. pladsen med 34 point. Det er samme pointantal som Watford på 18. pladsen, men Aston Villas målscore er ét mål bedre.
I sidste runde skal Aston Villa møde West Ham på udebane, mens Watford møder Arsenal på Emirates Stadium.