Assistent efter Chelsea-sejr: Det var med blandede følelser
I torsdags offentliggjorde Chelsea, at man havde opsagt samarbejdet med Jose Mourinho.
Kort før dagens kamp mod Sunderland kunne Chelsea så bekræfte ansættelsen af Guus Hiddink, og på lægterne kunne han se Chelsea-mandskabet hive en 3-1-sejr i land.
På sidelinjen stod Steve Holland, der skulle lede Chelsea-spillerne frem til de tre point. Chelsea-assistenten er glad for sejren, men det var alligevel med blandede følelser, da han gav interview efter kampen.
– En situation, som den i dag, følger med, når man har den rolle i en klub, som jeg nu har. Man kommer tæt på de personer, man arbejder sammen med, og det er sørgeligt, når det ikke længere er sådan, siger Steve Holland ifølge BBC.
– Vi havde en vigtig kamp to dage efter, og jeg havde ansvar for klubben og dens fans. Jeg er glad for resultatet, men det er hårdt. Det er den følelse, jeg har i kroppen, slutter han.