Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Arteta giver Arsenal-spiller røffel: Intet har ændret sig

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
02.07.2020 Kl. 09:48
Mikel Arteta har forklaret, hvorfor Matteo Guendouzi ikke var inkluderet i truppen mod Norwich onsdag.

Der skal andre boller på suppen, hvis Matteo Guendouzi vil gøre sig nogle forhåbninger om at vende tilbage til Arsenal-truppen.

Sådan lød den meget tydelige advarsel fra Mikel Arteta, efter spanieren for tredje kamp i træk valgte slet ikke at udtage den 21-årige franskmand til kamptruppen.

– Han er ikke inkluderet i truppen af samme årsager som sidste uge. Nogle ting skal ændre sig, og intet har ændret sig endnu, sagde Arteta ifølge London Evening Standard efter 4-0 sejren over Norwich.

Guendouzi har ikke spillet siden nederlaget til Brighton, hvor han tog kvælertag på Neal Maupay og angiveligt hånede Seagulls-spillerne kampen igennem.

Der er nu rygter om, at Arsenal er åbne for at sælge Guendouzi eller potentielt bruge ham som en brik i en byttehandel, simpelthen fordi franskmandens attitude ikke behager Arteta.

 

Annonce