Arsenals danske fanklub nægter salg af aktie til klubejer Kroenke
Den 71-årige forretningsmand Stan Kroenke er nærmest enerådig ejer i Arsenal. Amerikaneren købte i august måned kollegaen Alisher Usmanovs aktier i Arsenal, der løb op i 30 procent.
Dermed ejer Stan Kroenke nu hele 98,8 procent af aktierne hos The Gunners.
De resterende 1,2 procent tilhører Arsenals fans. Blandt andre Arsenals danske fanklub, der ligesom Arsenal Supporters Trust, ikke vil sælge.
De danske Arsenal-fans i den officielle fangruppe Arsenal Denmark har en aktie i Arsenal til en værdi af omnkring 300.000 danske kroner.
Den kommer dog ikke på amerikanske hænder foreløbig. Fanklubbens formand Thomas Ballegaard fortæller, at man ikke har intetioner om at sælge andelen til Stan Kroenke, der dermed skal lede videre i sit forsøg på at eje 100 procent af Arsenal.
De Arsenal-fans, der sidder på de 1,2 procent, er tilsyneladende ganske enige om, at Kroenke ikke kan købe flere andele, da de ikke mener, at rigmanden handler i Arsenals bedste interesse i sit ejerskab.
Vil du vide mere om Arsenal Denmark?
Arsenal Denmark blev stiftet den 28. januar 1991 under navnet Arsenal Football Supporters Denmark og fik i løbet af den første sæson godt 20 medlemmer.
Siden er medlemstallet steget støt, således at foreningen i øjeblikket (juli 2015) tæller lidt over 2.500 organiserede danske Arsenal-fans.
Foreningen blev hurtigt anerkendt som officiel fanklub af Arsenal FC, som den altid har haft et godt forhold til. Fanklubben har bl.a. opnået stor anerkendelse for sin frivillige indsats i forbindelse med Arsenals deltagelse i to europæiske finaler på dansk grund.
Som bekendt blev finalen i Europa Cup’en for pokalvindere i 1994 og finalen i UEFA Cup’en i 2000 begge spillet i Parken i København. Fanklubbens præsident er den tidligere Arsenal-spiller og anfører Tony Adams.