Arsenal vil forlænge med eftertragtet profil
Bayern München viser interesse i japanske Takehiro Tomiyasu, men Arsenal har ikke lyst til at miste forsvarsspilleren, og derfor står klubben nu snart klar med en ny kontrakt til ham.
Det kan The Telegraph fortælle.
For nuværende har Tomiyasu halvandet år tilbage af sin eksisterende kontrakt, hvor Arsenal dog også har option på at forlænge den med yderligere et år.
Arsenal ser dog en lang fremtid for den alsidige forsvarsspiller, og derfor er klubben i gang med at forberede en ny kontrakt, som skal strække sig over mange år.
I oktober blev Tomiyasu månedens spiller i Arsenal, og han har generelt gang i en god sæson, hvor han har spillet begge backs og i det centrale forsvar for The Gunners.
Han er i gang med sin tredje sæson i Arsenal, som tilbage i 2021 snuppede ham for næsen af Tottenham, og han har sidenhen været en vigtig del af Mikel Artetas mandskab.
I løbet af den seneste tid har Arsenal forlænget kontrakterne med blandt andre Bukayo Saka, William Saliba og Martin Ødegaard, og måske bliver Tomiyasu den næste af de vigtige spillere i Arsenal-truppen, som skriver under på en forlængelse.
TOPHISTORIER LIGE NU