Arsenal-talent: Boede på gaden for tre år siden
I hele 16 kampe har den unge franske angriber Yaya Sanogo forsømt at få netmaskerne til at blafre, og mange Arsenal-fans har allerede opgivet den kropsstærke angriber, der efter ankomsten af engelske Danny Welbeck igen er blevet bænket.
Franskmanden selv mener dog, at målene snart vil komme, og opfordrer desuden fansene til at have tålmodighed.
– Jeg kan mærke presset, men folk skal ikke glemme, at jeg for mindre end tre år siden levede på gaden. Nu spiller jeg for Arsenal, forklarede han til Arsenal Player.
– Da jeg skiftede til Auxerre vidste jeg, at jeg ville blive professionel fodboldspiller, og jeg indstillede mig selv på, at jeg ville blive den bedste spiller i klubben. Jeg skrev under på en kontrakt, og efter at have været skadet i to år, fandt Arsenal mig, fortsatte han.
– Målene skal nok komme så længe jeg fortsætter med at arbejde hårdt. Jeg forholder mig altid positiv, og normaltvis stopper jeg aldrig med at score, når først jeg får hul på bylden, afsluttede franskmanden lovende.
21-årige Yaya Sanogo har repræsenteret det franske landshold på ungdomsniveau i flere omgange, men har endnu ikke været i betragtning til A-landsholdet.