Arsenal sikrede sig FA Cup-trofæet efter overbevisende sejr
Arsene Wengers tropper var de store favoritter på Wembley, og de tog også hurtigt styringen på kampen og kom frem til flere store chancer.
Theo Walcott fik kampens første store chancer, da han fra få meters afstand kom frem til en afslutning. Bolden var på vej i mål, men Kieran Richardson fik kastet sig ind foran og reddede Aston Villa for en Arsenal-føring.
Den lynhurtige englænder kom dog på måltavlen et kvarter senere. Efter en retur i Aston Villa-feltet hamrede han bolden ind bag Shay Given med sit venstre ben til 1-0, der også blev resultatet til halvleg.
Fem minutter inde i anden halvleg udbyggede Arsenal føringen, og det gjorde de takket være et missil af et skud fra Alexis Sanchez. Dermed så det sort ud for Tim Sherwoods tropper.
I det 62. minut blev det endnu værre for Aston Villa, da Per Mertesacker headede The Gunners på 3-0 efter et hjørnespark. Herefter gik tempoet ud af kampen, hvor Arsenal blot skulle have tiden til at gå.
Det lykkedes ikke for Aston Villa at komme tilbage i kampen, og til sidst lukkede og slukkede Olivier Giroud til 4-0. Dermed sikrede Arsenal FA Cup-trofæet efter en overbevisende sejr.