Arsenal-profil håber på snarlig retur
Santi Cazorla har misset fire kampe med en ankelskade, og var ikke forventet tilbage før sidst i oktober, men nu melder spanieren selv, at han håber på at blive klar til udekampen mod West Bromwich den 6. oktober.
Arsene Wenger og Arsenal har fået en strålende start på Premier League, og indtager førstepladsen efter de første fem spillerunder, og dette har endda været uden den spanske midtbanemaestro Santi Cazorla, som har siddet ude med en drilsk ankelskade.
Denne skade var forventet at holde Cazorla ude indtil efter landskampspausen midt i oktober, men nu melder hovedpersonen, at han kan være tilbage, når Arsenal skal spille på The Hawthorns om ni dage.
– Jeg er måske klar om en uge, jeg håber at jeg kan spille mod West Brom, tweetede den spanske landsholdsspiller.
Arsenal er hårdt skadesramt, og må foruden spanieren undvære Theo Walcott, Yaya Sanago, Lukas Podolski, Alex Oxlade-Chamberlain og kronisk skadede Abou Diaby, når man den kommende weekend gæster Swansea.