Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Arsenal lover to stjerner guld og grønne skove - på én betingelse

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.08.2019 Kl. 08:26
Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang er blevet tilbudt forbedrede kontrakter, som dog afhænger af én ting.

Arsenal forsøger at lokke både Pierre-Emerick Aubameyang og Alexandre Lacazette til at forlænge deres kontrakter, og forhandlingerne skulle skride fremad planmæssigt. Det skriver Daily Mail.

Begge angribere er allerede blandt klubbens bedst betalte spillere med franskmanden på £140.000 ugentligt og gaboneseren på £200.000 hver syvende dag. Der er dog fortsat lang vej til, at de to stjerner når klubbens bedst betalte herre –  Mesut Özil på £350.000.

Og Arsenal har ikke pengene til at kunne garantere hverken Aubameyang eller Lacazette samme løn som tyskeren, selvom de to angribere i øjeblikket spiller en markant større rolle for truppen.

Daily Mail erfarer dog, at Arsenal forsøger at forhandle en række klausuler på plads i spillernes nye kontrakter, der gør, at de får en stor lønforhøjelse, hvis klubben atter kvalificerer sig til Champions League.

Håbet er, at det kan overtale de to profiler til at forlænge – og helst inden alt for længe. Arsenal-direktøren Raul Sanllehi har gjort det klart, at han ikke ønsker, at nogen af klubbens spillere har under to år tilbage på deres kontrakt.

Det er dog allerede tilfældet med Aubameyang, som nu har under to sæsoner tilbage, mens Lacazette endnu har tre for Londonklubben.

 

Annonce