Arsenal-legende: Rashford er et luksusproblem for Mourinho
Manchester Uniteds unge komet Marcus Rashford reddede De Røde Djævle tre point, da han med sin scoring i dyb overtid til 1-0 gav Manchester United sejren i sidste weekends møde med Hull.
Til trods for, at han blot har fået en indskiftning i denne sæson under José Mourinho, så mener den tidligere Arsenal-angriber Ian Wright, at Marcus Rashford kan give José Mourinho et luksusproblem på angriberposten.
– Jeg synes, at det er imponerende, det han gør. Han siger ikke så meget, han vil bare spille, han kommer på banen, han scorer et mål og han skaber problemer for José Mourinho, fortæller Wright overfor ITV.
Den tidligere Arsenal-målsluger fortsætter:
– Jeg tror på, at han, når halvdelen af sæsonen er gået, kommer til at spille sammen med Ibra på toppen. Han er klar, så man kan ikke holde ham tilbage, slutter Wright.
Efter sin Manchester United-debut mod FC Midtjylland i sidste sæson blev det i alt til 11 Premier League-kampe og fem mål for den unge angriber.