Arsenal kigger på Serie B-keeper
Arsenal kigger nærmere på Palermo-keeper, Emiliano Viviano, da Arsene Wenger vil have en udfordrer til holdets førstemålmand, Wojciech Szczesny.
Arsenal har ledt længe efter en udfordrer til Wojciech Szczesny i målet hos The Gunners. Og han er måske nu fundet. Arsenal har ifølge talkSPORT rettet blikket mod Palermo-målmanden.
Den italienske klub, der højst overraskende rykkede ud af Serie A i sidste sæson, arbejder på at nedskære lønudgifterne i klubben. Klubbens direktør har senest bekræftet, at en engelsk klub har afgivet et bud på målmanden.
– Der eksisterer en engelsk mulighed for Viviano. Det hele mangler dog endnu at blive bekræftet. Vi vil se over de næste par dage om transferen er en mulighed eller ej. Det siger Giorgio Perinetti til Sport Italia.
Den italienske målvogter har seks landskampe på cv’et.