Arsenal i modvind mod Saints
Førstepladsen i England er kommet i fare for The Gunners, da de i aftenens opgør på udebane mod Southampton smed vitale point i topstriden om Premier League-trofæet.
Kampen startede ud med et hårdt pres fra hjemmebaneholdet, der siden nederlaget mod Arsenal på Emirates, havde haft det meget svært. Det lignede at Southampton var gået til kampen for at bevise, at de stadigvæk skulle regnes som et af de bedre midterhold i England.
Arsenal havde mange dumme boldtab i starten af kampen, hvilket resulterede i flere Southampton chancer. Efter 21 minutter gik The Gunners bagud på et hovedstødsmål fra Fonte, der sprang over Monreal og scorede til 1-0. Kort tid efter var Monreal igen tæt på at være en skurk, da han forsøgte at sparke bolden ud af kommunen, men i stedet endte med at give den unge Gallagher en stor chance.
Der var kun ét hold på banen gennem hele første halvleg, hvor Arsenal spillede deres ringeste fodbold i hele sæsonen. Det blev ikke til ét eneste forsøg mod Saints mål før det 40. minut, hvor Boruc diskede op med en hurtig refleks. Kort tid forinden brokkede udebaneholdet sig dog over en hændelse, som de syntes skulle resultere i et straffespark. Lee Mason valgte dog ikke at dømme det. Arsenal måtte derfor gå til pause i en svær situation.
Topholdet i Premier League kom ud med et brag til anden halvleg og efter to minutters spil stod der 1-1 på mål fra Olivier Giroud. Monreal lavede et skævt indlæg, der røg hen til Sagna. Sagna sparkede hurtigt bolden ind centralt med et fladt indlæg, som Giroud rettede af og sparkede i kassen.
Kort tid efter scorede Arsenal endnu engang da Santi Cazorla tog chancen et stykke uden for feltet med et fladt spark. Arsenal kom tilbage på sporet, men i takt med at Arsenal-fansene sang: “We are top of the league”, scorede Southampton minuttet efter. The Gunners-forsvaret sov, hvilket Lallana udnyttede med en fin scoring.
Özil vågnede op i anden halvleg, hvor han var den store oplevelse i Arsenals ellers tandløse offensiv. I midten af anden halvleg tog han et ryk fra midten af banen, hvor han løb fra flere Southampton spillere, hvorefter han sendte et skudforsøg på overliggeren.
Med ti minutter igen blev Arsenal reduceret til 10 mand, da den defensive midtbaneslider, Flamini, bragede ind i en Southampton spiller med knopperne forrest. Trods et lille pres fra Southampton holdt Arsenal dog stand og fik ét enkelt point med fra St. Mary’s Stadium. Førstepladsen er nu i fare for Arsenal.