Arsenal-fans raser: Ligaen vil ikke have os til at vinde
Bølgerne gik højt på de sociale medier blandt Arsenal-fansene efter klubbens nederlag mod Aston Villa lørdag aften.
Flere tvivlskendelser gik ikke Arsenals vej, og det er ikke første gang i sæsonen, at Arsenal har følt sig uretfærdigt behandlet af dommerne i Premier League.
Det var der også en række Arsenal-fans, der gav udtryk for på det sociale medie X efterfølgende.
– Dette er, hvad Arsenal-fansene skal leve med. Vi ved, at ligaen ikke vil have os til at vinde, skrev en Arsenal-tilhænger.
– Hvilken form for korruption er dette, PGMOL (dommerorganet, red.), spørger en anden Arsenal-fan.
– Vi har brug for, at de seks store klubber går sammen med deres advokater, ekspertise og går efter PGMOL. Det er den eneste måde, hvorpå der sker en ændring, lyder det fra en tredje Arsenal-tilhænger.
Efter kampen gjorde Mikel Arteta det også klart, at han ikke var tilfreds med dommerkendelserne i opgøret.
– Klart og tydeligt. Klart og tydeligt. Det er min mening. Det er alt, jeg kan sige, sagde Arteta på et pressemøde efter kampen.
I overtiden fik Arsenal bolden over stregen, men efter et længere VAR-gennemsyn blev det besluttet, at målet ikke skulle godkendes.
Derudover var der også en anden hændelse, hvor Arsenal gerne ville have haft et straffespark til Gabriel Jesus.
Aston Villa endte med at vinde kampen 1-0 og tog dermed sin hjemmesejr nummer 15 på stribe i Premier League.