Antonio Conte afviser påstand om at forlade Chelsea
– Conte kan ikke vente med at forlade Chelsea.
Sådan sagde Gianluca Vialli til Sky Sports Italia tidligere på ugen, men udtalelsen fra den tidligere italienske topspiller har ingen sandhed over sig. Det gjorde Chelsea-manageren klart i et interview med Sky Sports.
– Det er ikke sandt. Det er ikke sandt. Gianluca er en ven, men jeg har nok ikke snakket med ham i et år, sagde Conte.
– Det passer ikke. Det er svært for mig, men siden starten på sæsonen har jeg hørt på mange spekulationer omkring min fremtid, og jeg hører, at mange folk snakker om min fremtid.
– Den eneste ting, der passer, er, at jeg er engageret i klubben. Jeg har kontrakt med klubben, og jeg arbejder meget hårdt for klubben. Det er det eneste, der passer. De andre situationer er usande, slutter Chelsea-manageren.
Chelsea møder søndag klokken 17.30 West Ham på hjemmebane i Premier League.