Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Anthony Martial er tilbage som 9'er - og det er en succes

Af Morten Bruun Jørgensen
20.08.2019 Kl. 12:54
Ole Gunnar Solskjær har planer om at bruge Anthony Martial i en mere central rolle, og indtil videre har det båret frugt.

Anthony Martial er tilbage i trøje nummer ni, og det symboliserer mere end blot et trøjenummer.

For den franske spiller er også blevet rykket mere ind centralt i banen til sæsonens første to kampe mod Chelsea og Wolves, og de har udmøntet sig i to scoringer fra Anthony Martial.

Han er primært blevet brugt som venstre kant i de seneste sæsoner, men særligt i sin første sæson hos Manchester United spillede han også som angriber i en række kampe, og det har Ole Gunnar Solskjær nu også tænkt sig at gøre.

– Anthony havde perioder, hvor han spillede som frontløber under Louis van Gaal, og så har han spillet til venstre de sidste par år. Jeg mener, at både ham og Marcus (Rashford, red.) er i stand til at spille begge positioner.

– Nogle gange vil det være Marcus i midten og Anthony til venstre, eller Daniel James til venstre og måske en af dem til højre, fortæller Ole Gunnar Solskjær til the Athletic.

I sæsonens første kamp mod Chelsea vekslede Anthony Martial og Marcus Rashford ofte position, og de endte med at have været i berøring med bolden på nærmest identiske positioner på banen, hvor de fleste berøringer fandt sted til venstre.

Da Anthony Martial kom til Manchester United fik han tildelt trøje nummer ni, men sidenhen har både Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku båret det nummer. Nu er franskmanden dog tilbage i sit favoritnummer, og indtil videre er det en succes.

Annonce