Ange Postecoglou mister besindelsen
Tottenham-manager Ange Postecoglou reagerede skarpt på kritik, der kalder ham en “klovn” midt i en svær sæson forud for Europa League-finalen mod Manchester United.
Australieren har ført Spurs hele vejen til finalen i Bilbao, men i Premier League har det været en tung sæson med en placering langt nede i tabellen.
På en pressekonference før finalen blev Postecoglou spurgt, om han føler, at han balancerer på kanten mellem succes og fiasko.
Hans svar var kontant:
– Uanset hvordan man ser på det, så er jeg ikke en klovn – og det bliver jeg aldrig. Det er skuffende at blive kaldt det, når jeg har arbejdet 26 år for at nå hertil uden nogen genveje, lyder det fra Ange Postecoglou ifølge talkSPORT.
Tottenham jagter klubbens første store titel siden 2008, og en sejr mod Manchester United kan redde sæsonen.
Men Postecoglou er ikke garanteret sin fremtid, selv hvis trofæet kommer i hus.
Alligevel virker den 59-årige rolig og selvsikker:
– Min fremtid er sikret, jeg har en dejlig familie og et godt liv, og jeg bliver ved med at vinde trofæer, uanset hvor jeg er.
Noget tyder dog på, at hans fremtid ikke er så sikker, som han selv giver udtryk for, idet det forlyder, at han allerede har fået sparket.
Til trods for spekulationer om hans afgang understreger han, at arbejdet langt fra er færdigt:
– Jeg tror ikke, jeg er færdig her. Vi bygger noget stort op, og et trofæ kan give det et ekstra skub. Der er stadig masser af arbejde, og jeg vil være med til at tage klubben videre, lyder det fra Postecoglou inden onsdagens finale i Europa League.


















