Andreas Christensen afslører fremtidsplaner
Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen afslører nu, hvad han har af planer for fremtiden, som dog er uvis.
For om mindre end et år har han kontrakt i FC Barcelona, og han bestemmer naturligvis ikke selv, hvad der så skal ske.
Han kan selvsagt ikke styre, hvilke klubber der vil tilbyde ham en kontrakt, men den 29-årige dansker har sat sig et mål.
I løbet af denne sæson vil han overbevise FC Barcelona om, at han skal have en kontraktforlængelse.
Han drømmer nemlig om at forlænge sit ophold i den spanske mesterklub, hvor han befinder sig rigtig godt.
– Det vil være sjovt at være en del af det her hold i mange år. Derfor håber jeg også, jeg kan fortsætte mere end til næste sommer, siger Andreas Christensen til Bold.
Henover sommeren er han blevet sat i forbindelse med andre klubber, og han bekræfter da også, at der har været interesse.
Det er dog kun den spanske storklub, der har fyldt noget i tankerne hos den tidligere Chelsea-stopper.
– Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville lytte til noget. Der var ikke noget, der kunne få mig til at kigge andre veje end Barcelona, fastslår han.
Han har tilbragt de seneste tre år i Spanien efter skiftet på en fri transfer fra Chelsea i sommeren 2022.


















