Ancelotti tør ikke snakke om Bale
Sagaen omkring Gareth Bale synes ingen ende at tage, og Real Madrid-manager, Carlo Ancelotti, har nu også taget mundkurv på, for at undgå endnu en negativ reaktion fra Tottenham-lejren.
Sommeren over har Real Madrid forsøgt at udfylde trøje nr. 11, ved at hente Gareth Bale til klubben, men med to uger tilbage af vinduet, har waliseren endnu ikke sat sin signatur på en aftale med den spanske kongeklub.
Tidligere meldte Carlo Ancelotti sig offentligt stærkt interesseret i Bale, og roste Tottenham-stjernen til skyerne, og dette rasede Spurs-manager, André Villas-Boas, der mente, at Ancelotti handlede uprofessionelt.
Af denne grund, har nu også Ancelotti taget mundkurv på, når snakken går på den 24-årige Premier League-stjerne.
– Der er ingen nye udviklinger, melder italieneren til Corrierre dello Sport.
– Da jeg snakkede om det her for nyligt, klagede André Villas-Boas, så det er tydeligvis et ømt emne, at snakke om.
Gareth Bale var ikke med, da Tottenham tidligere på dagen sparkede Premier League-sæsonen igang, med en 1-0 sejr over Crystal Palace.