Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ancelotti: Kritik af Pickford er uretfærdig

Af Asbjørn Sigsgaard
22.10.2020 Kl. 12:13
Jordan Pickford er løbet ind i et stormvejr efter sin voldsomme tackling på Virgil van Dijk, men Carlo Ancelotti slår fast, at der ikke var slette intentioner involveret

Debatten har raset i England siden weekendens Merseyside-derby mellem Everton og Liverpool. Jordan Pickfords tackling på Virgil van Dijk resulterede i et overrevet korsbånd for hollænderen, der højst sandsynligt ikke kommer i aktion igen i denne sæson. 

Det har fået Liverpool-fans til at anklage keeperen for hensynsløshed og kræve en langvarig karantæne. Men Everton-manager Carlo Ancelotti går nu ud og forsvarer sin målmand.

– For at slå det helt fast, vi er meget kede af Virgil van Dijks skade. Vi håber allesammen, at han kommer sig hurtigt og godt, udtaler italieneren ifølge Yahoo Sports.

– Der var den her kontakt med Jordan Pickford. Den var mistimet. Men at sige, at det var forudplanlagt og den slags, det er for meget, og det ved van Dijk også.

– Jordan er virkelig ked af det og skuffet (over van Dijks skade, red.). Det var en hård tackling, nok mistimet, men den slags kan ske i fodbold.

– At sige, at det var dumt eller forudplanlagt er ikke fair, slår Ancelotti fast.

Jordan Pickford fik ikke rødt kort i situationen, da van Dijk stod offside i situationen. Premier League har heller ikke valgt at straffe landsholdsmålmanden retroaktivt.

Annonce