Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Ancelotti: "Jeg ved, at Evertonians helt sikkert støtter os"
Real Madrid står i morgen overfor Liverpool i denne sæsons Champions League-finale. I spidsen for Real Madrid står Carlo Ancelotti, der fra december 2019 til juni 2021 stod i spidsen for Liverpool-rivalerne fra Everton.
Med Ancelotti ved roret formåede Everton at slutte som nr. 12 i sæsonen 2019/20 og nr. 10 i sæsonen 2020/21.
Efter 67 kampe som træner forlod Ancelotti klubben, og da den nu 62-årige træner med 1,60 point pr. kamp endte med sit laveste pointgennemsnit i trænerkarrieren, var opholdet hos The Toffees ikke nogen succes.
Alligevel forventer Ancelotti støtte fra sine 'gamle venner'.
– Jeg ved, at Evertonians helt sikkert støtter os i morgen, fortalte Ancelotti på et pressemøde fredag.
– Der er en stor rivalisering på Merseyside. Jeg havde et godt minde om min tid i Liverpool, på den blå side, og jeg er sikker på, at de vil støtte mig i morgen.
Når lørdagens Champions League-finale fløjtes i gang, bliver det med Real Madrid og Liverpool på plænen, ligesom de to hold også mødtes i finalen i 2018. Dengang vandt Real Madrid opgøret med 3-1.
Annonce