Amorim i chok: Fik nej til at hente dansk stjerne
Det er kun få dage siden, Rúben Amorim fik marchordre på Old Trafford, men nu vælter skeletterne ud af skabet i Manchester. Bag facaden på Carrington har der udspillet sig en kynisk magtkamp om klubbens DNA, og nye afsløringer fra The Sun viser nu, at portugiseren blev nægtet de fundamentale brikker, han krævede for at få sit system til at fungere.
Det handler ikke bare om mislykkede transfers – det handler om en ledelse, der konsekvent kiggede i en anden retning end deres cheftræner.
Amorims største ønske var at bringe den tryghed og vinderkultur med sig, som han havde opbygget i Lissabon. Han udpegede en specifik kerne af spillere fra Sporting CP, som han betragtede som uundværlige.
På listen stod blandt andre stortalentet Geovany Quenda, Ousmane Diomande og Salvador Blopa.
Men mest opsigtsvækkende var kravet om at hente den danske landsholdsprofil Morten Hjulmand til at styre midtbanen. Ledelsen sagde nej, og Amorim blev efterladt med et hold, han ikke følte sig hjemme i.
Dorgu var ikke planen
Frustrationerne stoppede ikke ved midtbanen. Da United skulle løse deres kroniske problemer på venstre back, pegede Amorim på ét navn: Nuno Mendes.
Portugiseren var Amorims absolutte førsteprioritet, men da handlen faldt til jorden, og Mendes blev i PSG, traf ledelsen en beslutning hen over hovedet på træneren. De hentede i stedet danske Patrick Dorgu i Lecce. Selvom Dorgu er et stort talent, var han aldrig Amorims mand, og det skabte de første dybe revner i samarbejdet.
Sesko vs. Watkins
Den måske største kilde til konflikt var helt fremme på banen. I sommeren 2025 investerede United massive summer i Benjamin Sesko. Resultatet? Et historisk flop med blot to mål i 17 kampe.
Sandheden er nu, at Amorim aldrig ville have Sesko. Han krævede en erfaren Premier League-målmaskine og bønfaldt ledelsen om at hente Ollie Watkins i Aston Villa. Ledelsen brugte pengene på Sesko-projektet, mens Amorim så til fra sidelinjen, mens hans offensiv gik i stå.
Selv mellem stængerne blev der spillet højt spil. Amorim ønskede rutine og lederskab i form af verdensmesteren Emiliano Martinez. Ledelsen valgte i stedet et dristigt gamble ved at hente den 23-årige og dengang ukendte Senne Lammens.
Ironisk nok er Lammens blevet en succes, men for Amorim var valget endnu et bevis på, at hans stemme vejede let hos klubbens sportslige udvalg.
Efter fyring har Tottenham nu udset sig toptræner. Læs mere her.


















