Amorim færdig i United: Garnacho putter salt i såret
Så gik den ikke længere for Rúben Amorim, der er blevet fyret i Manchester United.
Den portugisiske cheftræner fik aldrig for alvor styr på tingene i den engelske storklub, hvor han blev ansat i slutningen af 2024.
Faktisk var Amorim så skidt kørende, at han forlader Old Trafford med det ringeste sejrsgennemsnit, der er set siden Sir Alex Fergusons farvel i 2013.
Manchester United, der indtager en sjetteplads i Premier League, har indsat Darren Fletcher som midlertidig cheftræner, når Burnley venter på Turf Moor onsdag.
I mellemtiden har Alejandro Garnacho, der har en fortid på Old Trafford, smidt en masse brænde på bålet.
Stikpille til Amorim
Den nuværende Chelsea-spiller har således interageret med et opslag fra Fabrizio Romano, der bekræfter fyringen af Amorim.
Her har argentineren liket opslaget ifølge lokalmediet Manchester Evening News.
Garnacho havde et meget anspændt forhold til den tidligere United-boss, der ved gentagne lejligheder vragede ham i seneste sæson.
Nu skal klubben fra den røde del af Manchester på trænerjagt, hvor der ifølge flere engelske medier er en klar favorit til at overtage trænersædet.
Det drejer sig om Oliver Glasner, der har været en absolut succestræner i Crystal Palace, hvor østrigeren tidligere har meddelt, at han ikke fortsætter efter denne sæson.
Analyse: Han har spillet sin sidste kamp for Liverpool.



















