Alt for tidligt: Klopp gider ikke forhandle ny kontrakt endnu
Jürgen Klopp har kontrakt med Liverpool frem til 2022, og med tre sæsoner tilbage på den nuværende aftale har tyskeren ikke travlt med at forlænge, selvom det modsatte har været rygtet i medierne.
Han har dog heller ingen intentioner om selv at forlade klubben, før kontrakten udløber.
– Jeg har det sådan, at jeg ikke ønsker at forlade klubben for kontraktudløb. Vi har masser tid til at træffe beslutninger om en ny, og der er ingen grund til at gøre det nu. Med tre år er der ingen grund til bekymring, sagde Klopp til pressemødet inden pre-season kampen mod hans gamle klub Dortmund.
Klopp udelukker altså heller ikke, at han kan fortsætte i Liverpool efter 2022, selvom der har været rygter i særligt Tyskland om, at han potentielt overtager Die Mannschaft efter VM-slutrunden i 2022.
– Jeg ønsker aldrig at stå i en situation, hvor folk er irriterede over, at jeg fortsat er i klubben. Det skal være en win-win situation for begge parter, og vi må se, hvor længe det er tilfældet, fortalte Klopp.