
Gabriel Slonina, Omari Hutchinson og senest Carney Chukwuemeka.
Chelsea har i den grad også handlet ind til fremtiden denne sommer, og The Blues lader ikke til at være færdig med at slå kløerne i de unge talenter, for nu sætter klubben sejlene ind på at lande en spiller, som alle storklubberne er ude efter.
Han er kun lige fyldt 16 år, men allerede nu er brasilianske Endrick en spiller, der har tiltrækker sig opmærksom fra alle de største europæiske klubber grundet sine åbenlyse kvaliteter.
Ifølge The Athletic er det nu Palmeiras-teenageren, som Chelsea med ejer Todd Boehly i spidsen har på ønskelisten og udpeget som næste unge spiller, man vil forsøge at hverve.
Allerede nu er Endrick den store stjerne på Palmeiras’ U20-hold, og det ventes, at han inden længe skal op at spille på klubbens førstehold.
På sin 16-års fødselsdag skrev han desuden under på sin første professionelle kontrakt, og den indeholder en frikøbsklausul, der ligger lige over 450 millioner kroner.