Allardyce: Vil ikke bytte Benteke med nogen angriber
Harry Kane er nummer to på Premier Leagues topscorerliste med 20 kasser til trods for, at han har været ude to gange med skader i denne sæson, mens Christian Benteke på det seneste har genfundet målformen.
Efter to måneder uden mål har den belgiske landsholdsspiller nu scoret fem Premier League-mål i de seneste fem kampe og hjulpet Crystal Palace på vej til flotte sejre mod Chelsea, Arsenal og senest Liverpool.
Sommerindkøbet, der kostede £30 millioner, står nu noteret for 14 Premier League-kasser, og Allardyce fortæller, at han ikke ville bytte ham med Kane.
– Jeg ville ikke bytte ham med nogen lige nu. Christian var topscorer, da jeg kom hertil og havde derefter en dårlig periode, fortæller Allardyce ifølge London Evening Standard.
– Så scorede han et mål mod Bournemouth, brændte et par chancer før og efter det, men han fik selvtillid efter at have scoret to mål i Rusland for Belgien, slutter Allardyce.
Tottenham og Crystal Palace tørner onsdag aften sammen.