Allardyce: Ikke plads til Klaassen og Sandro
Hverken Davy Klaassen eller Sandro Ramirez har fået succes på Everton-holdet i denne sæson, og det har ikke ændret sig under Sam Allardyce.
Manageren mener ikke, at duoen har grebet chancen, og han åbner nu op for at lade spillerne komme videre.
– I dette øjeblik og fra hvad vi tidligere har set, har det ikke fungeret. Han (Klaassen) er klar til at kæmpe for sin plads, men inden jeg kom, og efter jeg er kommet til, kommer der mere fra de andre spillere end fra Davy.
– Det er en skam – både for klubben og for spilleren. Som person er han en fantastisk, ung mand, men lige nu er der ikke plads til ham på holdet. Det gælder for alle i en stor trup. Hvis man får chancen, skal man være klar. Du får én chance og ikke mere.
– Det samme gør sig gældende for Sandro. Han har fået to eller tre af slagsen. Jeg kan ikke give ham flere chancer, for mit job er at skaffe resultater. Han sætter sig selv af, og han sætter sig selv på. Det er ikke mig, der sætter ham af.
Klaassen og Sandro kom til The Toffees fra henholdsvis Ajax og Malaga i sommer.