Alissons vej fra undermåler til verdensklasse: Jeg var lav, sur og græd ofte

Syvårige Alisson Becker var lav, vred og græd ofte.

Det fortæller Liverpool-målmanden i et stort interview med Players Tribune.

Men hvor den brasilianske målmand med alderen voksede fra vredesudbruddene og tårerne, havde han svært ved at vokse rent fysisk.

Det var problematisk, for som far, så søn, ville unge Alisson Becker gerne gøre karriere som målmand ligesom faderen og storebroderen før sig.

Og ambtionerne var store for den dengang lille mand.  Han havde set Brasilien løfte VM-trofæet i 2002 og agtede at gøre det samme selv en dag.

Talentet var måske allerede dengang til det.  Storklubben Internacional havde hentet den unge målmand til sin talentfabrik, men fysisk haltede Alisson stadig langt efter sine jævnaldrende – og i særdeleshed dem, han skulle konkurrere mod om målmandsposten.

Fællestrækket var, at de alle var større, stærkere og længere end ham.  Deres fysiske udvikling blev vurderet på en skala fra ét til fem, og hvor konkurrenterne var klare femmere,  var Alisson blot en toer.

Derfor måtte Liverpool-keeperen indfinde sig med at blive degraderet til pladsene som tredjemålmand på Internacionales ungdomshold, og klubben var tæt på at afskedige ham, før karrieren for alvor begyndte, fordi han fortsat ikke var skudt i vejret.

Men så skete det heldigvis. På et år voksede han fra sølle 170 centimeter til 187 centimeter – så pludseligt havde han både fysikken og teknikken på plads.

Hellere hurtig og lille end stor og doven giver måske mening for nogen, men ikke når det gælder målmænd, og der gik da heller ikke længe, før vokseværket viste sig at betale sig.

Som 16-årig blev han udtaget til det brasilianske U17-landshold sammen med navne som Neymar og Coutinho, og derfra tog tingene fart.

I 2013 fik han sin professionelle debut for Internacional, og to år senere kom han et skridt nærmere VM-drømmen, da han fik debut for Selecao.

Men nok så meget om vokseværket, der fik Alisson til at gro ind i den absolutte elite af målmænd i verden.  Han erkender selv, at han aldrig var kommet så langt, havde det ikke været for storebroderen Muriel.

– For alt det, jeg har opnået, vil jeg gerne takke dig, min bror, fortæller Alisson til Players Tribune.

– Vi blev altid sammenlignet, og jeg ville altid være bedre end ham, men han er også et stort konkurrencemenneske, så han ville aldrig tabe til mig, fortæller Alisson til Players Tribune.

– Vi trænede sammen hårdt hver dag i Internacional – og jeg mener hver dag – og ingen af os ville være dårligere end den anden.  Det var en kæmpe motivation for os begge, og når jeg var træt, ville han altid sige; "Kom så, brormand, lad os træne noget mere".

– Sådan var det siden barnsben, da vi spillede med plastikbolde. Det var en konkurrence, der var baseret på kærlighed, og for alt det, jeg har opnået, vil jeg gerne takke dig, min bror, slutter Alisson sin fortælling af med.