Alisson tilskriver rene bure til hele holdet
4-0, 2-0 og 1-0.
Det er lykkedes Liverpool at vinde sæsonens første tre Premier League-kampe uden at indkassere et eneste mål.
Det har været med til at give brasilianske Alisson en god start i Liverpool-målet, men han vil ikke tage hele æren for at det er lykkedes at holde målet rent. I stedet giver han en stor del af æren til hele holdet.
– Forhåbentlig kan jeg fortsætte med at hjælpe holdet. Det er en holdindsats. Jeg yder mit bidrag, men jeg har ikke det primære ansvar for ikke at lukke mål ind, siger Alisson til Liverpools hjemmeside.
Samtidig mener den brasilianske målmand, at Liverpool har gode muligheder for at vinde kampe på baggrund af en solid defensiv, da offensiven som regel er i stand til at producere mål.
– Hvis vi ikke indkasserer, er vi tæt på at vinde, fordi vores angreb er rigtig godt. Jeg føler mig virkelig komfortabel i klubben, hvor der er et godt miljø. Alle presser på for at vinde.
– Vi har vist, hvad vi er i stand til, og forhåbentlig kan vi fortsætte ad det spor. Premier League er rigtig hård og konkurrencedygtig.
Alisson har foruden at have holdt målet rent tre gange også vist sig at være rigtig god med bolden for fødderne. I den seneste kamp mod lobbede han blandt andet bolden over Anthony Knockaert, men han er opmærksom på at være påpasselig.
– Jeg forsøger mit bedste for at hjælpe holdet i det opbyggende spil. Hvis der nogle gange er en situation, hvor jeg dribler, gør jeg det omhyggeligt. Det kan være for risikabelt, men det er en del af spillet. Vi er et hold, der spiller bolden ud langs jorden. Det er en del af holdets karakteristika. Der kan ske fejl, men gennem ugen arbejder vi hårdt på, at alt fungerer korrekt i kampene, fortæller Alisson.
I skrivende stund topper Liverpool Premier League-tabellen grundet en bedre målscore end Chelsea og Watford.