Alexander-Arnold er færdig
Trent Alexander-Arnold skal ikke regne med at se meget til grønsværen i sin sidste tid som spiller i engelske Liverpool.
Meldingen var klar fra Arne Slot på et pressemøde fredag forud for weekendens topkamp mod Arsenal i Premier League.
Her gjorde den hollandske cheftræner det klart, at han ikke vil give Trent Alexander-Arnold flere startpladser i den sidste del af sæsonen.
I stedet bliver det den unge nordirer Conor Bradley, som skal have chancen fra start og en mulighed for at blive spillet mere ind på holdet med tanke på fremtiden.
– Conor vil starte. Han har brug for spilletid og kampe i bæltet for at være forberedt til næste sæson, sagde Arne Slot ifølge Sky Sports.
Samtidig udtrykte den succesfulde hollænder også en skuffelse over se den engelske landsholdsspiller forlade klubben.
– Ligesom alle andre, der er fan af Liverpool er vi skuffede over, at han forlader os, for det er ikke bare et godt menneske, der forlader klubben, men det er også en god back, der tager afsked.
I denne uge er det blevet meldt ud, at Alexander-Arnold forlader Liverpool på en fri transfer efter denne sæson, når hans kontrakt med klubben udløber.
Forventningen er, at han fortsætter sin karriere i Real Madrid, der angiveligt er meget tæt på at indgå en aftale med ham.
Læs flere nyheder om Liverpool her.














