Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Aldridge har opfordret Mané til at gå efter Den Gyldne Støvle

Af Kalle Thue Gregersen
11.03.2019 Kl. 20:44
Den tidligere Liverpool-målmager, John Aldridge, fortæller, at han har opfordret Sadio Mané til at gå efter Den Gyldne Støvle, og lige siden har senegaleseren scoret mål på samlebånd.

Sadio Mané har førhen ikke just været kendt som en spiller, der kan blande sig i toppen af topscorerlisten, men det ser anderledes ud for den hurtige kantspiller i denne sæson. 

Den senegalesiske landsholdsspiller har således scoret 16 mål i Premier League, hvilket blot er to mindre end Sergio Aguero, som topper listen i Premier League. 

Liverpool-spilleren har scoret otte mål i de sidste otte kampe, og grunden til den gode form skal måske findes i en opfordring, som Mané fik fra John Aldridge, som scorede masser af mål for Liverpool fra 1987 til 1989. 

– Jeg har snakket med Sadio Mané efter de sidste hjemmekampe, og hver gang jeg ser ham, siger jeg 'Du skal gå efter Den Gyldne Støvle', og han smiler bare hver gang. Siden vi har snakket, har han scoret otte mål i otte kampe, og han har 16 i alt, som er et mindre end Salah og to mindre end Aguero, sagde Aldridge ifølge The Independent

– Der er ingen tvivl om, at Sadio har, hvad der skal til for at blive topscorer. Han har bragt sig selv i gode positioner, og det, der har manglet i hans spil, er kommet tilbage i de seneste kampe. Salah har ikke været på sit bedste de sidste måneder, og Mané er dukket frem som en vigtig spiller på Klopps mandskab med mål og assists. 

– Jeg tror stadig på, at Harry Kane vinder prisen, eftersom holdet er bygget op omkring, at han skal score målene, og Spurs er for gode til at blive ved med at spille dårligt, men Mané burde sigte efter prisen. 

26-årige Mané rundede i weekenden sit mål nummer 50 i Liverpool-trøjen. 

Annonce