Spøgefuld Crouch: Har aldrig haft en vanvittig fart - så det har jeg ikke mistet
I går fyldte Peter Crouch 38 år – i dag har han færdiggjort et skifte til Burnley og er tilbage i Premier League. Imponerende!
Den lange angriber er bestemt ikke et ukendt navn i Premier League-sammenhæng, hvor han er én af blot 28 spillere, som har lavet flere end 100 mål.
På trods af sin fremskredne alder, er Crouch ikke færdig med at skabe problemer for modstanderne.
– Jeg vil stadig opnå noget. Jeg vil spille flere kampe i Premier League, og jeg vil elske at komme længere over de 100 Premier League-mål, fortæller Crouch ifølge Telegraph.
De fleste spillere bliver langsommere med alderen, men det er ikke et problem for Crouch – han har nemlig aldrig været hurtig!
– Mit spil har måske ændret sig en lille smule. Jeg er ikke 25, men mine færdigheder er de samme. Jeg har aldrig haft en vanvittig fart, så det har jeg ikke mistet, slutter en spøgefuld Crouch.
De 108 scoringer, som Crouch er noteret for, er scoret i Aston Villa, Southampton, Liverpool, Portsmouth, Tottenham og senest Stoke.