Al fodbold suspenderet: Præsident slog dommer ned
Alle fodboldkampe er indstillet i Tyrkiet efter en voldsom hændelse i den bedste fodboldrække mandag.
Her havde Rizespor udlignet til 1-1 syv minutter inde i overtiden mod Ankaragucu, og det fik præsidenten for Ankaragucu til at gå amok, da opgøret blev fløjtet af.
Faruk Koca, som præsidenten hedder, spænede ind på banen med retning mod kampens dommer, og selvom han blev forsøgt holdt tilbage, nåede han frem til dommeren og slog ham i græsset med et knytnæveslag i ansigtet.
Kampens dommer, Halil Umut Meler, der regnes for at være en af Tyrkiet bedste dommere, fik et ordentligt blåt øje, mens der samtidig opstod stor tumult rundt omkring ham.
Han blev desuden også sparket flere gange af andre personer, mens han lå i græsset, som man kan se på billedet herunder.

Efterfølgende har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan fordømt overfaldet fra Faruk Koca, mens det tyrkiske fodboldforbund straks har suspenderet alle kampe på ubestemt tid.
Ankaragucu har undskyldt for sin præsidents overfald på dommeren.
– Vi er kede af hændelsen, der fandt sted denne aften. Vi undskylder til hele fodbold-Tyrkiet og hele sportsverdenen, at denne triste hændelse fandt sted efter Rizespor-kampen på Eryaman Stadium, skriver klubben.
Undervejs i opgøret havde begge klubber fået en spiller udvist i det, der var en kamp mellem to midterhold i den bedste tyrkiske liga.
Rizespor er på ottendepladsen, men Ankaragucu indtager 11. pladsen i tabellen.